Velkommen til Hverdagsminimalisme

Dublin, Irland, 2025 Heeeey Dublin. Der findes en særlig form for forventning, der opstår, når man hopper af en bus i en ny by tidligt om morgenen, lettere søvndepriveret efter en spejderweekend og alligevel fuld af energi, fordi man ved, at man endelig er fremme. Hvem behøver også søvn, når man glæder sig? Fra jeg stod af bussen klokken otte om morgenen, til jeg kunne tjekke ind klokken tre, gjorde jeg det eneste fornuftige: jeg gik. Uden plan. Uden mål. Bare rundt i byen. Dublin er overraskende stille på en søndag, og samtidig overraskende moderne. Store glasbygninger skyder op mellem de gamle kvarterer, og det er svært ikke at tænke, at den lave selskabsskat har haft sin virkning. Mellem alt det nye ligger små, gamle kirker klemt inde, som om de nægter at flytte sig. Nede ved havnen står enorme gamle lager- og toldbygninger side om side med moderne kontorer, og den gamle postbygning markerer sig stadig med en tyngde, der ikke lader sig ignorere. Et stort museum om irsk immigration l

Terény, Ungarn, 2023 For et par år siden var jeg ærligt talt ved at give lidt op på permakultur. Ikke fordi idéerne havde mistet deres værdi for mig, men fordi jeg ikke kunne finde et sted at lægge min energi, uden at den forsvandt. Enten stod jeg alene med interessen, eller også mødte jeg mennesker, der gerne ville have, at jeg fortsatte med at arrangere, forklare og undervise – gratis, engageret og uden forventning om, at de selv bidrog med noget tilsvarende. Jeg begyndte at tvivle på, om det overhovedet gav mening at insistere. En søndag morgen sad jeg og scrollede på Facebook uden større forventninger, da jeg faldt over et opslag om et kursus i Ungarn. Et kursus med Geoff Lawton. Geoff, som for mange er lidt af en permakultur-legende. En af dem, man taler om, men sjældent møder. Et kursus, der normalt ikke finder sted i Europa. Og ovenikøbet til en pris, der faktisk var til at betale, fordi det blev afholdt i Ungarn, hvor lønningerne – og dermed kursuspriserne – er lavere. Det enes

Mar Menor/Sierra Espuna, Murcia, 2024 Endelig hjemme. Den sidste måned har været alt for stressende, og den første uge under sydens sol har jeg stort set bare sovet. Som om kroppen og hovedet havde brug for at indhente noget, der længe havde været på overarbejde. Nu begynder min hjerne så småt at fungere igen, og jeg har forsigtigt fået hul på træningen. Ikke ambitiøst. Bare nok til at mærke, at jeg er her. Området jeg bor i, er ærligt talt ret kedeligt turistet. Heldigvis så gammelt, at naboerne er spanske. Vi hilser på hinanden og slår en kort sludder af. Gennem åbne vinduer kan jeg høre private samtaler blande sig med eftermiddagssolen. Børn leger højlydt på den blinde vej parallelt med vores. En kat kommer trissende ind i min stue og forskrækker mig med sin selvfølgelige tilstedeværelse. Overboen fortæller, at hun hedder Linda – det spanske ord for smuk. En dag får jeg slæbt mig ud af sengen og kører omkring hundrede kilometer sydpå til Mar Menor. En smal landtange har indespærret

San José, Almeria, 2026 Rytme, årstider og at falde til ro et sted San José er hovedstad i naturparken Cabo de Gata–Níjar. På den måde hvor en “hovedstad” midt i en naturpark på 460 kvadratkilometer kun har omkring 900 indbyggere om vinteren og fem til seks tusind om sommeren. Et sted hvor tallene i sig selv ikke siger noget om størrelse, men om bevægelse og rytme. Før jeg boede i Spanien, forestillede jeg mig altid, at sådan et sted måtte være enormt stille og ensomt om vinteren og uudholdeligt overfyldt om sommeren. Som om man uundgåeligt måtte komme til at være træt af den ene sæson, alt efter hvilken type menneske man var. Enten længtes man efter liv, eller også længtes man efter ro. Men sådan opleves det ikke her. Årstiderne glider ind og ud af hinanden som ebbe og flod. Sommer og vinter, nat og dag hænger sammen på en måde, der skaber balance. Man kan ikke rigtigt elske det ene uden det andet, for så ville rytmen tippe. Det er ikke kontraster, men forudsætninger. I dag er det uka

Tabernas Ørken, Almeria, 2026 Der findes et tv-program, der hedder Is it cake?!, hvor dygtige bagere får kager til at ligne helt almindelige genstande, og et dommerpanel skal gætte, hvad der er ægte, og hvad der i virkeligheden kan skæres over med en kniv. Det er en leg, der i al sin enkelhed handler om at se en ekstra gang på noget, man ellers ville tage for givet. Jeg har min helt egen version af den leg. Her er jeg både deltager og dommer, og spørgsmålet er ikke, om noget er kage. Spørgsmålet er: Is it road? I dag var det overraskende svært. Jeg starter i Las Alcubillas, en lille, lidt slidt by med omkring tredive beboere. Et sted, hvor man ikke tilfældigt ender, og hvor vejene ikke gør sig umage for at forklare, hvor de fører hen. Herfra sniger jeg mig ud gennem byen ad snørklede veje, forbi små markstykker med oliventræer, og videre ud i et landskab, der langsomt giver slip på alt det, der minder om by. Jeg krydser en flodbund, tydeligt eroderet efter de seneste dages regn, og for

Torrevieja, Spanien, 2024 Min første fotografiske kærlighed var de spanske byrum. Cityscapes, detaljer og mennesker i bevægelse – billeder, der kunne rumme både kultur og stemning og sige noget om det sted, jeg stod midt i. Kameraet var en måde at forstå verden på, og i mange år var det næsten umuligt for mig at bevæge mig gennem en by uden samtidig at se den gennem en linse. Så rejste jeg hjem. Og meget ændrede sig. Begejstringen forsvandt ikke med et brag, men langsomt og næsten umærkeligt. I årevis havde jeg svært ved at finde gejst og inspiration til at fotografere. Som om blikket var blevet træt, eller som om jeg ikke længere vidste, hvad jeg skulle se efter. Busterminalen i Torrevieja er nedslidt. Den nye, fine bus fra lufthavnen ankommer fyldt med turister og moderne, farvestrålende kufferter. De vælter ud ad dørene og har kun øjne for at finde deres bagage og komme hurtigt videre. Ferien er begyndt. Jeg trækker mig lidt væk fra tumulten og sætter mig på en gul metalbænk. Lader